ALMINDELIGE SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER FOR MODULETT A/S
Nedennævnte almindelige salgs- og leveringsbetingelser for Modulett A/S (herefter benævnt Modulett) finder anvendelse medmindre andet skriftligt er aftalt mellem parterne.
1. INDLEDENDE BESTEMMELSER
1.1. Aftalen om levering er underlagt Lov om køb i det omfang disse regler ikke er blevet fraveget i nærværende salgs- og leveringsbetingelser.
1.2. Aftalen om levering er ikke omfattet af AB92 eller andre ”agreed documents”
2. PRIS- ORDREBEKRÆFTELSE
2.1. Afgivne ordrer bliver først bindende for Modulett, når Modulett skriftligt har bekræftet en ordre afgivet i henhold til et tilbud ved fremsendelse af skriftlig ordrebekræftelse.
3. LEVERING OG RISIKO
3.1. Ved salg ab fabrik, er leveringsstedet købers vogn på fabrik og Modulett bærer risikoen for modulerne til og med læsning.
3.2. Ved salg af moduler frit på vogn til byggeplads er leveringsstedet så nær brugsstedet som en fuldt læsset vogn kan køre på jævnt og bæredygtigt underlag. Modulett bærer risikoen for modulerne indtil vognen har nået leveringsstedet.
3.3 I umiddelbar forbindelse med levering er køber forpligtet til at kontrollere, at det korrekte antal moduler er leveret, og at modulerne er i hel og ubeskadiget stand og uden umiddelbart synlige fejl og mangler. Såfremt dette ikke er muligt, er det umiddelbart købers pligt strakt at meddele dette skriftligt til Modulett. Gør køber ikke indsigelser i umiddelbar forlængelse af leveringen, kan han ikke senere reklamere over manglende levering og transportskade
4. LEVERINGSTID OG ANSVAR FOR FORSINKELSER
4.1. Tidspunkt for levering fremgår af ordrebekræftelsen.
4.2. Modulett er ansvarlig for forsinkelse, medmindre denne forsinkelse skyldes indgribende forstyrrelser i arbejdets gang, der sker uden Moduletts skyld ved forhold over hvilket Modulett ikke er herrer, så som krig, strejker, importrestriktioner, lockouter samt usædvanlige naturbegivenheder (force majeure).
4.3. Såfremt Modulett efter pkt. 4.2 er ansvarlig for forsinkelse, betales erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, dog således at Modulett aldrig kan gøres ansvarlig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab. Erstatning kan aldrig overstige værdien af de forsinkede moduler.
4.4. Såfremt leveringstiden overskrides væsentligt, og denne forsinkelse er til betydelig ulempe for køber/bygherre, er køber/bygherre berettiget til skriftligt at kræve levering inden for en rimelig frist. Sker levering ikke inden for denne frist er køber/bygherre berettiget til ved skriftlig meddelelse at hæve aftalen. Ophævelse kan dog aldrig ske, hvis forsinkelsen skyldes de særlige forhold i pkt. 4.2 (force majeure).
5. ANSVAR FOR MANGLER OG REKLAMATION
5.1. Modulett yder 5 års garanti mod produktionsfejl og materialefejl ved de leverede moduler. Garantien forudsætter korrekt installation af modulerne og omfatter alene de leverede moduler. Garantien dækker ikke fejl og defekter, der er forårsaget af: • forkert anvendelse/installation af modulet Side 2 af 2 • forhold hos køber/bygherre eller tredjemand samt ekstreme forhold som f.eks. lyn og vandindtrængen m.m. • manglende mulighed for installation og forenelighedsproblemer mellem moduler og installationen f.eks. til vandforsyning, elektricitet og afløb.
5.2. Såfremt en leverance viser sig at være mangelfuld kan køber alene gøre følgende misligholdelsesbeføjelser gældende i den anførte rækkefølge: A) Modulett foretager udbedring af mangler uden udgift for køber/bygherre. B) Såfremt udbedring ikke kan ske, foretager Modulett omlevering. C) Såfremt Modulett ikke foretager udbedring eller omlevering inden for rimelig tid, kan køber i stedet ved skriftlig meddelelse hæve handlen for den del af leverancen, der er mangelfuld. D) Køber kan derudover i de ovenfor nævnte tilfælde kræve erstatning i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler dog således at Modulett aldrig kan gøres ansvarlig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab. Erstatning kan aldrig overstige værdien af de forsinkede moduler.
5.3. Køber er forpligtet til at reklamere straks ved konstatering af mangelfuld levering. Reklamation over mangler skal ske skriftligt til Modulett.
6. BETALING
6.1. Den samlede købesum erlægges i henhold til faktura som anført i Moduletts ordrebekræftelse.
6.2. Erlægger køber ikke købesummen rettidigt, er Modulett berettiget til fra forfaldsdagen at beregne sig morarente med 2 pct. pr. påbegyndt måned.
6.3. Modulett er berettiget til at tilbageholde fremtidige leveringer, såfremt køber er i restance med tidligere leverancer. Tilbageholdte varer frigives mod betaling af dels restancen inklusiv tilskrevne renter og dels betaling for den nye leverance. Tilbageholdne varer henstår for købers regning og risiko.
7. PRODUKTANSVAR
7.1. Modulett er ansvarlig efter produktansvarslovens ufravigelige regler. I andre tilfælde, herunder ved skade på genstande til erhvervsmæssig benyttelse, er Modulett ikke ansvarlig.
8. EJENDOMSFORBEHOLD
8.1. Modulett forbeholder sig, med de begrænsninger, der følger af ufravigelige retsregler, ejendomsretten til det solgte, indtil hele købesummen er betalt til Modulett eller den, denne har transporteret sin ret til.
9. TVISTER
9.1. Tvistigheder i anledning af kontrakter indgået med Modulett samt tvistigheder vedrørende forståelsen af nærværende vedtagne almindelige betingelser skal afgøres efter dansk ret. Rette værneting for enhver tvist er Københavns Byret.
10. MEDDELELSER
10.1 Alle meddelelser til Modulett skal ske skriftligt til: Modulett A/S, Kirstinehøj 14, 1 sal. 2770 Kastrup, eller pr. mail til: info@modulett.dk